Nytår – nyt årti

Fotoet taget sidste dag i 10'erne på mit favoritsted på hele jorden.

Jeg laver ikke nytårsforsæt, men i år har jeg lyst til at lave et nyt-årti-forsæt.

00’erne var et godt årti: Jeg mødte min mand, vi fik vores dejlige drenge og et skønt hjem. Også jobmæssigt var jeg et rigtig godt sted.

10’erne startede virkelig skidt. Jeg blev sygemeldt januar 2010, fordi min krop var blevet 100 år – gigt i alle mine led – jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne løfte mere end to tallerkener og jeg kunne ikke en gang give mine drenge strømper på.

10’erne var også her jeg mistede mine højt elskede forældre i frygtelige kræftforløb, og jobmæssigt…. Tja… Der var også noget godt; jeg fik min yogalæreruddannelse, og jeg er kommet godt fra start mht. at undervise. Tak for opbakningen!

Så nu skal 20’erne være mit årti igen! Mine drenge er allerede vokset mig over hoved, og jeg synes de er blevet nogle kærlige, betænksomme og nærværende drenge uden konflikter, hverken mellem hinanden eller til os.

20’erne er også året, hvor vi som familie får en masse dejlige oplevelser sammen og hver for sig, og hvor mit arbejdsliv skal give mening – yoga må gerne være omdrejningspunktet, heldigvis kan jeg også meget mere end det, og jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan det hele skal forme sig.

20’erne kan bare komme an – må det bringe mere nærvær, glæde og respekt til hinanden og jorden.