10 fordele ved yoga – og en enkelt advarsel

Som yogainstruktør synes jeg selvfølgelig yoga er helt enestående, og jeg tænker ikke så meget over fordelene, jeg nyder bare min yoga.

Indrømmet, da løb var min primære motionsform, så gjorde jeg det, ja, næsten kun for motionens skyld, og mindede mig selv om, hvor godt jeg havde det bagefter! (nu hvor yoga fylder mere end løb, kan jeg faktisk få lyst til en løbetur).

For dig som ikke rigtig er kommet i gang med yoga, og overvejer at prøve det af, vil det måske være rart at få ord på, hvad yoga egentlig byder på af fordele. Også fordi du formentlig ikke mærker fordele efter én eller to gange til yoga, men forhåbentlig efter en periode, at have en vedholdende praksis.

10 fordele ved at dyrke yoga:

  1. Styrke: Yoga giver styrke på niveau med svømning – i svømning har du vandmodsand og i yoga har du tyngdekræften. I begge motionsformer bruger du rigtig mange muskler i hele kroppen, og på en skånsom måde.
  2. Ro: Yoga giver både indre og ydre ro. Er du mentalt udfordret, kan en yogatime vende din mentale tilstand 180o. Dine omgivelser vil med tiden også opleve den ro som yoga giver dig, din pyt-knap bliver lettere at udløse, og tålmodigheden bliver måske ikke en dyd, men får formentlig en mere fremtræden rolle.
  3. Mindfulness: I yoga arbejder vi med at være til stede her og nu, og det er indbegrebet af mindfulness. Det meste af tiden er tankerne ofte andre steder end lige her og nu, og det er super sundt at få hjernen til at stå lidt af tankemylderet.
  4. Bedre holdning: Yoga byder på mange stillinger, som styrker ryggen, sænker skuldrene og åbner brystet. Mange sidder timer foran en computer/mobiltelefon hver dag, og falder sammen i sofaen om aftenen, det har vores rygge bare ikke godt af, og det får mange også at mærke ved rygsmerter. Yoga er en god modpol til dårlige kropsholdning.
  5. Balance: Når du træner balancen, træner du også mange små muskler omkring dine led, dvs. du styrker leddene, og når du træner balancen, træner du også dine reflekser. Læs denne artikel, og du får lyst til at træne balance hver dag.
  6. Kropsforståelse: Med yoga opnår du en anden kropsbevidsthed, forstået på den måde, at har du ondt i kroppen (fx muskelømhed eller nerve i klemme mv.) så tilbyder yoga dig en hel værktøjskasse af øvelser, som du nemt kan tage frem, og som kan forbedre din tilstand. Det foretrækker jeg i stedet for at spise smertestillende medicin – hvis muligt, og måske kan det spare dig for en tur til kiropraktoren/massøren.
  7. Meridianbaner: Når du dyrker yoga påvirker du også dine meridianbaner. Meridianbaner arbejder man med i mange alternative behandlingsformer fx akupunktur, og du har meridianbaner som påvirker urinblære, lunger, hjertet, lever, nyre, maven/fordøjelse og meget mere.
  8. Smidighed: Mange tror at yoga kun handler om smidighed, og det fylder også meget, så nyd at du opnår større bevægelighed i din krop, samtidig med at det kan fjerne spændinger og ømheder.
  9. Synergieffekt: Yoga behøver ikke stå alene.
    • Yoga er et godt supplement til andre sportsgrene, og de fleste fordele står ovenover.
    • Hvis du har holdt en pause fra fysisk udfoldelse, kan yoga være en blid måde at få kroppen i gang, så du undgår/mindsker risikoen for overbelastningsskader ved for hurtig opstart af fx løb.
    • Yoga kan både være et supplement til anden sport, men også bruges, hvis du i en periode pga. skade ikke kan dyrke din vanlige sport.
  10. Yoga er meget enkelt: Yoga kræver meget lidt både ift. udstyr og tid. Man kan næsten altid finde overskud til yoga, og man behøver ikke komme til at svede af yoga – har man kun 10 minutter, så er det også fint – min erfaring er blot, at når man først har rullet yogamåtten ud, så kan man næsten ikke lade være med at lave lidt flere stillinger end man havde regnet med…

En anden fordel ved yoga er det kan praktiseres på alle tider af døgnet; det er dejligt at vække sin krop om morgenen med yoga, og det er en dejlig måde, at finde ro på inden du går i seng, og få fjernet dagens spændinger, og mentalt at give slip. Min søn på 11 år har selv fundet et yogastræk, som han siger får ham til at sove bedre.

Blot en enkelt advarsel her på falderebet – yoga kan blive vanedannende.